Smugkig på forum
Fra seriøs debat
Når man kun er til vaniljeis
.
Jeg støder engang imellem på par, hvoraf det kun er den ene, der deler fascinationen af en endefuld og ofte kan man hører længslen og frustrationen over ikke at kunne leve sine "lyster" ud eller blot dele dem med den, man elsker.
Det må virkelig også være frustrerende. Selv har jeg erfaret, at nu hvor jeg har fået smag for denne genre, kan jeg ikke lukke ned for den igen, og jeg vil tro, at det må være sådan hos mange andre.
Men hvad skal man da gøre?
Hvis konen eller manden, hver gang I kommer ind i en iskiosk altid vælger vaniljeisen, og du så gerne ville have, at de skulle kunne lide chokoladeisen, fordi du selv synes, det er den allerbedste, hvad så? Kig dig omkring næste gang, I står i iskiosken. Der er et hav af is at vælge imellem. Måske skulle I sammen prøve nogle af de andre. Måske ville vaniljeisen med chokoladestykkerne være noget, I begge kunne lide.
Hvorfor nu al den snak om is?
Prøv at anskue jeres leg som en iskiosk. Måske er det for meget for den anden part at få smidt den mørke fuldfede chokoladeis på tallerkenen, når du vil bestemme. Måske kunne man starte et andet sted.
Personlig bryder jeg mig fx ikke om at blive lagt over knæet, når jeg skal have en endefuld, da jeg forbinder det med noget omkring en far, der straffer et barn. Derfor vælger vi aldrig den position. Jeg vil tro, at det for mange kvinder især lidt op i årene er grænseoverskridende at overgive sig til en afstraffende endefuld, også selv om den er givet med et glimt i øjet.
Det er ikke ensbetydende med, at man som kvinde ikke ville kunne lide en omgang smæk, da det hos mange fx påvirker nogle erogene zoner.
Måske skal man heller ikke bare klaske til, når man nu endelig har fået konen over knæet, så hun ikke kan sidde ned i flere dage. Måske ville det være bedre med noget blidt, som oven i købet kunne få hende til at ønske noget mere.
Omvendt hvis det er manden, der ikke bryder sig om at skulle give kvinden smæk, så kunne man måske starte et andet sted end med at forlange hele pakken. Man kunne så måske starte op med noget der var mindre grænseoverskridende.
Som mand skal du måske også kigge sig selv i spejlet og finde frem til, om du agerer i din hverdag på en sådan måde, at du med rimelighed kan forvente, at kvinden underkaster sig din sjove lille juleleg. Hvis du som mand aldrig tager initiativ og ansvar i det daglige eller viser din kvinde nok opmærksomhed, så er det måske også svært for kvinden at gå med på legen, når du pludselig vil lege, at du er husets overhoved og skal opdrage hende. Mange kan faktisk godt lide legen med at provokere og fx blive fanget. Hvis det er tilfældet, så kunne du måske lade være med at gå hele vejen i første omgang, men i stedet for at give hende en endefuld kunne du fx smide hende på sengen og kilde og kysse hende og true med at næste gang bliver det lidt værre.
Eller du kan prøve med noget blid dominans, hvor du får din kvinde til at slappe af under din kontrol, så hun efterhånden begynder at overgive sig. Så kan du måske begynde at indføre nogle små blide smæk sammen med anden seksuel stimuli osv.
Måske kan I på den måde udvikle jer, så I en dag sammen kan gå ind i iskiosken for at vælge en is til deling mellem de utallige varianter af is, der er og finde lige præcis de kugler, I begge kan lide og som både indeholder vanilje og chokolade.
På en varm sommerdag med lyst til is (lakrids, chokolade og Ferrero Rocher). :D
Kærlig hilsen Anne
.
Jeg støder engang imellem på par, hvoraf det kun er den ene, der deler fascinationen af en endefuld og ofte kan man hører længslen og frustrationen over ikke at kunne leve sine "lyster" ud eller blot dele dem med den, man elsker.
Det må virkelig også være frustrerende. Selv har jeg erfaret, at nu hvor jeg har fået smag for denne genre, kan jeg ikke lukke ned for den igen, og jeg vil tro, at det må være sådan hos mange andre.
Men hvad skal man da gøre?
Hvis konen eller manden, hver gang I kommer ind i en iskiosk altid vælger vaniljeisen, og du så gerne ville have, at de skulle kunne lide chokoladeisen, fordi du selv synes, det er den allerbedste, hvad så? Kig dig omkring næste gang, I står i iskiosken. Der er et hav af is at vælge imellem. Måske skulle I sammen prøve nogle af de andre. Måske ville vaniljeisen med chokoladestykkerne være noget, I begge kunne lide.
Hvorfor nu al den snak om is?
Prøv at anskue jeres leg som en iskiosk. Måske er det for meget for den anden part at få smidt den mørke fuldfede chokoladeis på tallerkenen, når du vil bestemme. Måske kunne man starte et andet sted.
Personlig bryder jeg mig fx ikke om at blive lagt over knæet, når jeg skal have en endefuld, da jeg forbinder det med noget omkring en far, der straffer et barn. Derfor vælger vi aldrig den position. Jeg vil tro, at det for mange kvinder især lidt op i årene er grænseoverskridende at overgive sig til en afstraffende endefuld, også selv om den er givet med et glimt i øjet.
Det er ikke ensbetydende med, at man som kvinde ikke ville kunne lide en omgang smæk, da det hos mange fx påvirker nogle erogene zoner.
Måske skal man heller ikke bare klaske til, når man nu endelig har fået konen over knæet, så hun ikke kan sidde ned i flere dage. Måske ville det være bedre med noget blidt, som oven i købet kunne få hende til at ønske noget mere.
Omvendt hvis det er manden, der ikke bryder sig om at skulle give kvinden smæk, så kunne man måske starte et andet sted end med at forlange hele pakken. Man kunne så måske starte op med noget der var mindre grænseoverskridende.
Som mand skal du måske også kigge sig selv i spejlet og finde frem til, om du agerer i din hverdag på en sådan måde, at du med rimelighed kan forvente, at kvinden underkaster sig din sjove lille juleleg. Hvis du som mand aldrig tager initiativ og ansvar i det daglige eller viser din kvinde nok opmærksomhed, så er det måske også svært for kvinden at gå med på legen, når du pludselig vil lege, at du er husets overhoved og skal opdrage hende. Mange kan faktisk godt lide legen med at provokere og fx blive fanget. Hvis det er tilfældet, så kunne du måske lade være med at gå hele vejen i første omgang, men i stedet for at give hende en endefuld kunne du fx smide hende på sengen og kilde og kysse hende og true med at næste gang bliver det lidt værre.
Eller du kan prøve med noget blid dominans, hvor du får din kvinde til at slappe af under din kontrol, så hun efterhånden begynder at overgive sig. Så kan du måske begynde at indføre nogle små blide smæk sammen med anden seksuel stimuli osv.
Måske kan I på den måde udvikle jer, så I en dag sammen kan gå ind i iskiosken for at vælge en is til deling mellem de utallige varianter af is, der er og finde lige præcis de kugler, I begge kan lide og som både indeholder vanilje og chokolade.
På en varm sommerdag med lyst til is (lakrids, chokolade og Ferrero Rocher). :D
Kærlig hilsen Anne
Re: Når man kun er til vaniljeis
Rigtig flot emne, og super sammenligning :)
Jeg kan i princippet lide næsten al slags is ( bare ikke så gerne med lakrids) Dog holder jeg allermest af limonade is og sorbetis.
Nu har jeg godt nok været heldig at finde en mand som gerne ville udforske de "forskellige is" sammen med mig, men ellers synes jeg det er nogle gode råd og forslag du kommer med. Altså at man jo ikke behøver at lægge ud med hele pakken på en gang
Kærlig hilsen
Carmen
Rigtig flot emne, og super sammenligning :)
Jeg kan i princippet lide næsten al slags is ( bare ikke så gerne med lakrids) Dog holder jeg allermest af limonade is og sorbetis.
Nu har jeg godt nok været heldig at finde en mand som gerne ville udforske de "forskellige is" sammen med mig, men ellers synes jeg det er nogle gode råd og forslag du kommer med. Altså at man jo ikke behøver at lægge ud med hele pakken på en gang
Kærlig hilsen
Carmen
Re: Når man kun er til vaniljeis
Fantastisk metafor, Anne. Jeg har sammen med min elskede kone stået alt for meget ved det ishus og kun fået vaniljeis, medens jeg har spejdet længselsfuldt efter især en af de andre is, der var mere spræl i. Først efter mange år, når vi skulle have is, har vi lige fået en lille smagsprøve på min favoritis fordi jeg insisterede; men jeg ville gerne have vi begge fik et ordentlig stort bæger af den is 8) og ikke mindst, at vi begge kunne lide isen. Flere gange når vi fik en lille bitte smagsprøve, har jeg syntes, hun så ud til nyde min is lidt; men så bliver oplevelsen ødelagt ved hun pludselig udbryder: "Det er da en meget mærkelig is, jeg forstår ikke nogen kan lide den."
Måske har jeg ikke gjort det rigtige for at lære hende, at synes om isen? Det vil jeg skrive om i næste indlæg i dette spændende, men også grænsende til de deprimerende emne.
Fantastisk metafor, Anne. Jeg har sammen med min elskede kone stået alt for meget ved det ishus og kun fået vaniljeis, medens jeg har spejdet længselsfuldt efter især en af de andre is, der var mere spræl i. Først efter mange år, når vi skulle have is, har vi lige fået en lille smagsprøve på min favoritis fordi jeg insisterede; men jeg ville gerne have vi begge fik et ordentlig stort bæger af den is 8) og ikke mindst, at vi begge kunne lide isen. Flere gange når vi fik en lille bitte smagsprøve, har jeg syntes, hun så ud til nyde min is lidt; men så bliver oplevelsen ødelagt ved hun pludselig udbryder: "Det er da en meget mærkelig is, jeg forstår ikke nogen kan lide den."
Måske har jeg ikke gjort det rigtige for at lære hende, at synes om isen? Det vil jeg skrive om i næste indlæg i dette spændende, men også grænsende til de deprimerende emne.
Re: Når man kun er til vaniljeis
Det er nogle uhyre væsentlige aspekter du tog op i dit indlæg om iskiosken, og det hele hænger jo sammen: Frustration, provokation i leg, position der anvendes til smæk og hvordan slår man (ikke mindst de første gange).
I dette svar vil jeg koncentrere mig om frustrationen og den psykiske betydning for vanilje personen.
Jeg har ikke haft en masse kærester selvom jeg først traf min kone et godt stykke op i 20’erne. På det tidspunkt havde jeg 10-15 år haft en udpræget interesse for erotiske smæk til kvinder - ikke smæk i DD sammenhæng - og havde læst meget om det. I starten af vores forhold lavede jeg kun små forsøg for at se, hvordan hun reagerede. Det var overvejende positivt. I baghovedet havde jeg dog en fornemmelse af, hun ikke delte min interesse; men jeg smækkede hende da en del for sjov, men var nervøs for at fortælle, hvor meget det betød for mig. Efter nogle år var der en egentlig uskyldig episode, hvor hun pludselig opdagede, hvor meget det betød for mig.
Det blev et trist vendepunkt: Hun blev bange og troede jeg var et typisk Smil medlem med hang til læder og piske. Og i en del år kunne jeg simpelt hen ikke få hende til at forstå, hvad det var jeg ønskede. Min kone har en smule temperament og jeg driller hende af og til: ”Nu lyder du som en lille pige der stamper i jorden og siger: Jeg vil!” Det kunne jo være alle tider gnist til en leg. Og jeg ved heller ikke, hvor mange gange vi over timer har kørt et spil med provokation og trusler, hvor jeg naivt hver gang tænkte: ”Denne gang lykkes det, nu går hun med til at få en næsten rigtig endefuld.” De fleste gange snoede hun sig behændigt ud af situationen, og de andre endte i fiasko ved hun fik det dårligt og begyndte at græde så snart hun lå over mine knæ.
Som Anne skriver har denne position for personer, der er født omkring 1950, ofte en ubehagelig psykiske virkning pga. datiden opdragelsesmetoder, og det var nok min fejl at benytte den. (Men det er jo en dejlig intim position som bekræfter nærheden mellem de to personer.) Prøvede jeg andre ting, som tog det lidt tid, så kunne hun lidt snerrede sige: ”Kan du ikke se at få slået mig, så vi kan få det overstået.”
Det førte til tørke en del år – jeg opgav vores små lege med provokation og trusler, fordi det var så forfærdelig skuffende og trist, når det hele til sidst løb ud i sandet. Jeg blev lidt oplivet da Klub-SUK startede. Hurtigt fik jeg kontakt med et par som lignede mig en del. De var hinandens legekammerat, selvom de begge var gift en anden. At de uge efter uge kunne mødes og lege med smæk fik min frustration til at blusse voldsomt op. Havde jeg i den periode mødt en kvinde med hang til at få endefuld, så havde jeg nok benyttet mig af chancen. (Det var faktisk tæt på i Klub-SUK sammenhæng.)
Nogle år var vores forum et pauvert surrogat for den ægte vare. For nogle få er år siden lykkedes det mig endeligt at overbevise min kone om, hvad jeg var interesseret i mht. smæk. Det var især ved at sørge for at koble det uhyre tæt til sex og altid lade det foregå i sengen. Desuden fandt jeg ud af at ordet "endefuld" var meget negativt ladet for min kone, hvorimod "smæk" var lidt mere acceptabelt. Så i langt tid sørgede jeg for at snakke om "smæk", selvom jeg synes der er særlig dejlig aura omkring ordet "endefuld". Successen er begrænset; men bedre end ingenting. Eksperimenter og variation er det småt med – i hvert fald endnu. Derfor er vores forum stadig et surrogat for mig.
Det største problem i vores forhold er, at min kone rent psykisk ikke forstår, hvordan noget så mærkeligt som en endefuld kan være en leg, og noget et par kan dele og have gensidig glæde af. For hende er en endefuld forbundet med ydmygelse, ubehag og måske endda overgreb. At man yderligere kan finde på at iscenesætte en masse omkring en oplevelse med en endefuld gør blot det hele endnu værre.
Det er nogle uhyre væsentlige aspekter du tog op i dit indlæg om iskiosken, og det hele hænger jo sammen: Frustration, provokation i leg, position der anvendes til smæk og hvordan slår man (ikke mindst de første gange).
I dette svar vil jeg koncentrere mig om frustrationen og den psykiske betydning for vanilje personen.
Jeg har ikke haft en masse kærester selvom jeg først traf min kone et godt stykke op i 20’erne. På det tidspunkt havde jeg 10-15 år haft en udpræget interesse for erotiske smæk til kvinder - ikke smæk i DD sammenhæng - og havde læst meget om det. I starten af vores forhold lavede jeg kun små forsøg for at se, hvordan hun reagerede. Det var overvejende positivt. I baghovedet havde jeg dog en fornemmelse af, hun ikke delte min interesse; men jeg smækkede hende da en del for sjov, men var nervøs for at fortælle, hvor meget det betød for mig. Efter nogle år var der en egentlig uskyldig episode, hvor hun pludselig opdagede, hvor meget det betød for mig.
Det blev et trist vendepunkt: Hun blev bange og troede jeg var et typisk Smil medlem med hang til læder og piske. Og i en del år kunne jeg simpelt hen ikke få hende til at forstå, hvad det var jeg ønskede. Min kone har en smule temperament og jeg driller hende af og til: ”Nu lyder du som en lille pige der stamper i jorden og siger: Jeg vil!” Det kunne jo være alle tider gnist til en leg. Og jeg ved heller ikke, hvor mange gange vi over timer har kørt et spil med provokation og trusler, hvor jeg naivt hver gang tænkte: ”Denne gang lykkes det, nu går hun med til at få en næsten rigtig endefuld.” De fleste gange snoede hun sig behændigt ud af situationen, og de andre endte i fiasko ved hun fik det dårligt og begyndte at græde så snart hun lå over mine knæ.
Som Anne skriver har denne position for personer, der er født omkring 1950, ofte en ubehagelig psykiske virkning pga. datiden opdragelsesmetoder, og det var nok min fejl at benytte den. (Men det er jo en dejlig intim position som bekræfter nærheden mellem de to personer.) Prøvede jeg andre ting, som tog det lidt tid, så kunne hun lidt snerrede sige: ”Kan du ikke se at få slået mig, så vi kan få det overstået.”
Det førte til tørke en del år – jeg opgav vores små lege med provokation og trusler, fordi det var så forfærdelig skuffende og trist, når det hele til sidst løb ud i sandet. Jeg blev lidt oplivet da Klub-SUK startede. Hurtigt fik jeg kontakt med et par som lignede mig en del. De var hinandens legekammerat, selvom de begge var gift en anden. At de uge efter uge kunne mødes og lege med smæk fik min frustration til at blusse voldsomt op. Havde jeg i den periode mødt en kvinde med hang til at få endefuld, så havde jeg nok benyttet mig af chancen. (Det var faktisk tæt på i Klub-SUK sammenhæng.)
Nogle år var vores forum et pauvert surrogat for den ægte vare. For nogle få er år siden lykkedes det mig endeligt at overbevise min kone om, hvad jeg var interesseret i mht. smæk. Det var især ved at sørge for at koble det uhyre tæt til sex og altid lade det foregå i sengen. Desuden fandt jeg ud af at ordet "endefuld" var meget negativt ladet for min kone, hvorimod "smæk" var lidt mere acceptabelt. Så i langt tid sørgede jeg for at snakke om "smæk", selvom jeg synes der er særlig dejlig aura omkring ordet "endefuld". Successen er begrænset; men bedre end ingenting. Eksperimenter og variation er det småt med – i hvert fald endnu. Derfor er vores forum stadig et surrogat for mig.
Det største problem i vores forhold er, at min kone rent psykisk ikke forstår, hvordan noget så mærkeligt som en endefuld kan være en leg, og noget et par kan dele og have gensidig glæde af. For hende er en endefuld forbundet med ydmygelse, ubehag og måske endda overgreb. At man yderligere kan finde på at iscenesætte en masse omkring en oplevelse med en endefuld gør blot det hele endnu værre.
Re: Når man kun er til vaniljeis
Meget velskrevet og inspirerende indlæg, Anne! Du giver nogle gode fif til, hvordan man kan formidle glæden ved ”chokolade” og fokusere mere på det fælles projekt end på ens egne forudfattede fantasier om, hvordan det erotiske skal udleves.
Det er rigtig vigtigt, at man gør sig nogle grundige overvejelser om, hvordan man introducerer en vaniljepartner til erotisk dominans. Det kræver tid og tillid at overskride grænser sammen, og Mads´ beretning fra frontlinjen vidner om, hvor svært det kan være at omsætte fantasi til virkelighed - ikke mindst hvis partneren er usikker eller ligefrem modvillig over for projektet.
Man må nødvendigvis give partneren ro og plads til at finde sine ben i et nyt og uvant univers, og som du meget fint beskriver, Anne, også selv være åben over for, at erotikken kan udvikle sig i retninger, man måske ikke lige havde regnet med …
Formidlingen kan velsagtens - også - hjælpes på vej af film- og tv-klip, noveller, blogindlæg, brevkassespørgsmål osv. osv., som hver på deres måde kan sætte tanker og ufarlig samtale i gang, hvor man i ro og mag kan forsøge at sætte ord på, hvad man godt kan lide og ikke kan lide (alt fra påklædning og omgivelser til stillinger og ”rekvisitter” mm.).
Men det kræver alt andet lige, at der er gensidig respekt omkring hinandens lyster og grænser … Og det er jo her, det bliver rigtig svært.
På et eller andet plan kan jeg desværre godt genkende mig selv lidt i Mads´ beskrivelse af sin kones afstandtagen, hvilket jeg ikke er specielt stolt over, for jeg synes jo selv, jeg er enormt frisindet ;-) Men der er immervæk seksuelle praksisser, som jeg personligt finder frastødende, og tid og tillid og snak ville ikke gøre den mindste forskel for mig. Og hvad gør man så?
Skulle det ske, at jeg en dag faldt for en vaniljemand, er det mit håb, at vi trods alt ville kunne respektere hinandens forskelligheder og finde ud af at udvikle os sammen - både i og uden for soveværelset. Men det kræver nok en betydelig, ekstra indsats.
Selvom jeg næsten får helt ondt i hjertet, når jeg læser dit indlæg, Mads, så synes jeg alligevel, du i mange sammenhænge netop har understreget, hvor højt du elsker din kone, og hvor meget I på hver jeres måde har kæmpet for jeres forhold. Og det er - i min bog - utrolig værdifuldt.
Vi skal huske, at vi selv har brugt tid på at lære at forstå, acceptere og nyde vores kink. Vi skylder derfor de der genstridige vaniljekærester og ægtefæller at væbne os med tålmodighed - og ikke glemme, at det, vi leder efter, når det kommer til stykket, velsagtens er andet og mere end bare smæk…
Vh.
Clarissa (som muligvis bare er en håbløs romantiker)
Meget velskrevet og inspirerende indlæg, Anne! Du giver nogle gode fif til, hvordan man kan formidle glæden ved ”chokolade” og fokusere mere på det fælles projekt end på ens egne forudfattede fantasier om, hvordan det erotiske skal udleves.
Det er rigtig vigtigt, at man gør sig nogle grundige overvejelser om, hvordan man introducerer en vaniljepartner til erotisk dominans. Det kræver tid og tillid at overskride grænser sammen, og Mads´ beretning fra frontlinjen vidner om, hvor svært det kan være at omsætte fantasi til virkelighed - ikke mindst hvis partneren er usikker eller ligefrem modvillig over for projektet.
Man må nødvendigvis give partneren ro og plads til at finde sine ben i et nyt og uvant univers, og som du meget fint beskriver, Anne, også selv være åben over for, at erotikken kan udvikle sig i retninger, man måske ikke lige havde regnet med …
Formidlingen kan velsagtens - også - hjælpes på vej af film- og tv-klip, noveller, blogindlæg, brevkassespørgsmål osv. osv., som hver på deres måde kan sætte tanker og ufarlig samtale i gang, hvor man i ro og mag kan forsøge at sætte ord på, hvad man godt kan lide og ikke kan lide (alt fra påklædning og omgivelser til stillinger og ”rekvisitter” mm.).
Men det kræver alt andet lige, at der er gensidig respekt omkring hinandens lyster og grænser … Og det er jo her, det bliver rigtig svært.
På et eller andet plan kan jeg desværre godt genkende mig selv lidt i Mads´ beskrivelse af sin kones afstandtagen, hvilket jeg ikke er specielt stolt over, for jeg synes jo selv, jeg er enormt frisindet ;-) Men der er immervæk seksuelle praksisser, som jeg personligt finder frastødende, og tid og tillid og snak ville ikke gøre den mindste forskel for mig. Og hvad gør man så?
Skulle det ske, at jeg en dag faldt for en vaniljemand, er det mit håb, at vi trods alt ville kunne respektere hinandens forskelligheder og finde ud af at udvikle os sammen - både i og uden for soveværelset. Men det kræver nok en betydelig, ekstra indsats.
Selvom jeg næsten får helt ondt i hjertet, når jeg læser dit indlæg, Mads, så synes jeg alligevel, du i mange sammenhænge netop har understreget, hvor højt du elsker din kone, og hvor meget I på hver jeres måde har kæmpet for jeres forhold. Og det er - i min bog - utrolig værdifuldt.
Vi skal huske, at vi selv har brugt tid på at lære at forstå, acceptere og nyde vores kink. Vi skylder derfor de der genstridige vaniljekærester og ægtefæller at væbne os med tålmodighed - og ikke glemme, at det, vi leder efter, når det kommer til stykket, velsagtens er andet og mere end bare smæk…
Vh.
Clarissa (som muligvis bare er en håbløs romantiker)
Re: Når man kun er til vaniljeis
Jeg tænker som Clarissa, når du skriver, at du i den grad bekrædfter din kærlighed og dit ægteskab Mads.
Når kærligheden er der og man vælger at være sammen for livet, så er det jo et fælles liv sammen der starter, hvor der er kompromisser og der vil være noget man giver afkald på hver især for at fungere som par, hvis man fortsætter som to individualister hver med fokus på egne behov, der skal dækkes uden tanke for, hvordan partneren oplever det, så er der nok ikke stor chance for at det kan holde. Du har en stor lyst og interesse indenfor smæk og opdragelse, og du nærer endda den lyst ved at være med bl.a. her (for mig vil det være som at gå ind i den omtalte isbutik og se og næsten smage de is, jeg så gerne vil have, for så at måtte gå ud tomhændet ...), og alligevel formår du at respektere din hustru og være tro i dit ægteskab, det er jo et afkald du kan mærke - jeg havde en veninde i udlandet på et tidspunkt, hun ville have sagt "you are indeed a man of honour" - og jeg vil sige at du har min dybeste respekt.
Sammen med det, så vil jeg da ønske for dig at "miraklet" alligevel sker, og du finder en åbning for at kunne lege med opdragelsen sammen med din hustru :D Jeg har ikke lige gode råd på den front, men der er så faldet en del ovenover :D
God søndag.
Hilsen maj
Jeg tænker som Clarissa, når du skriver, at du i den grad bekrædfter din kærlighed og dit ægteskab Mads.
Når kærligheden er der og man vælger at være sammen for livet, så er det jo et fælles liv sammen der starter, hvor der er kompromisser og der vil være noget man giver afkald på hver især for at fungere som par, hvis man fortsætter som to individualister hver med fokus på egne behov, der skal dækkes uden tanke for, hvordan partneren oplever det, så er der nok ikke stor chance for at det kan holde. Du har en stor lyst og interesse indenfor smæk og opdragelse, og du nærer endda den lyst ved at være med bl.a. her (for mig vil det være som at gå ind i den omtalte isbutik og se og næsten smage de is, jeg så gerne vil have, for så at måtte gå ud tomhændet ...), og alligevel formår du at respektere din hustru og være tro i dit ægteskab, det er jo et afkald du kan mærke - jeg havde en veninde i udlandet på et tidspunkt, hun ville have sagt "you are indeed a man of honour" - og jeg vil sige at du har min dybeste respekt.
Sammen med det, så vil jeg da ønske for dig at "miraklet" alligevel sker, og du finder en åbning for at kunne lege med opdragelsen sammen med din hustru :D Jeg har ikke lige gode råd på den front, men der er så faldet en del ovenover :D
God søndag.
Hilsen maj
Re: Når man kun er til vaniljeis
Tak for jeres indlæg Clarissa og maj - nu skal I ikke have voldsom medlidenhed med mig.
Smæk er trods alt - og heldigvis for det - ikke det vigtigste i livet for mig, selvom det fylder en del. Efter min erfaring kan man ikke bygge et ægteskab alene på en fælles smækinteresse.
Vores ægteskab er bygget på helt andre ting som betyder enormt meget. Gennem 40 år har vi en fælles historie med vores børn, vores liv og oplevelser i det hele taget, og vi ser stadig fremad i fællesskab. Var det ikke så godt havde jeg sikkert fundet ud af at gå i byen med mit smækbehov. Måske er der en lille åbning i syne, selvom jeg er sikker på den store ladeport til et smækeventyr ikke bliver slået op.
Tak for jeres indlæg Clarissa og maj - nu skal I ikke have voldsom medlidenhed med mig.
Smæk er trods alt - og heldigvis for det - ikke det vigtigste i livet for mig, selvom det fylder en del. Efter min erfaring kan man ikke bygge et ægteskab alene på en fælles smækinteresse.
Vores ægteskab er bygget på helt andre ting som betyder enormt meget. Gennem 40 år har vi en fælles historie med vores børn, vores liv og oplevelser i det hele taget, og vi ser stadig fremad i fællesskab. Var det ikke så godt havde jeg sikkert fundet ud af at gå i byen med mit smækbehov. Måske er der en lille åbning i syne, selvom jeg er sikker på den store ladeport til et smækeventyr ikke bliver slået op.
Re: Når man kun er til vaniljeis
Ja, og jeg læser stadig, at du bekræfter din kærlighed og dit ægtekskab - det er da skønt, smæk eller ej :D
Hilsen maj
Mads skrev:
Vores ægteskab er bygget på helt andre ting som betyder enormt meget. Gennem 40 år har vi en fælles historie med vores børn, vores liv og oplevelser i det hele taget, og vi ser stadig fremad i fællesskab.
Vores ægteskab er bygget på helt andre ting som betyder enormt meget. Gennem 40 år har vi en fælles historie med vores børn, vores liv og oplevelser i det hele taget, og vi ser stadig fremad i fællesskab.
Ja, og jeg læser stadig, at du bekræfter din kærlighed og dit ægtekskab - det er da skønt, smæk eller ej :D
Hilsen maj
Tilbage til presentationen